Søren West
Arbejdsprocesser

"Spejlet" hos Naturgas Fyn i Odense.
I sommeren 2002 stod Naturgas Fyns nye hovedsæde på Ørbækvej i Odense færdigt. Midt i dette hus havde man lagt en stor, overdækket atriumgård, tænkt som konferencerum, samlingssted, festlokale med mere. I denne atriumgård ønskede man sig et vandkunst-anlæg. Jeg blev kontaktet, da huset netop var færdigt og taget i brug.


Mit forslag blev skitseret med en model af sten og guldbronzeret gips. Denne model kom siden til at danne grundlag for min aftale med Naturgas Fyn. Idéen var at lave en vandkunst på en bronzeind-kapslet sokkel, der kunne rumme vandreservoir og teknik. Båret af denne sokkel skulle der ligge en svær stenplade dækket af et vandspejl. Dette spejl ville blive omkranset af en smal rende og en ydre stenkant. Over vandspejlet skulle to sten stå overrislet af vand, der ville udgå fra deres øverste dele. Da jeg fremstillede modellen, havde jeg selvfølgelig en forestilling om den tekniske løsning. Jeg havde imidlertid slet ikke gennemtænkt alle detaljerne endnu. Afgørende var det, at teknikken med den viste løsning fik en diskret og helt underordnet placering i billedet. Papsilhuetten på fotografiet angiver størrelsesforholdet.

Ideen med en vandskulptur var i og for sig god nok. Men eftersom vandkunsten ikke var blevet tænkt ind i byggeriet, var der ikke forberedt tilslutning af hverken vand eller afløb. Gulvets keramiske fliser udgjorde toppen af et stort og kompliceret gulvvarmeanlæg. Der var derfor heller ingen mulighed for at føre nye rørinstallationer frem igennem gulvet.

Noget var der dog at gå ud fra: en god, gammeldags stikkontakt med 220 Volt og jordforbindelse. Jeg vaklede imellem at afvise opgaven som umulig - og at tage den op som en skæg udfordring. Efter en del grublerier valgte jeg den sidste løsning. På de givne betingelser kunne der ikke blive tale om nogen brusende fos, men det var heller ikke ønsket. En stilfærdigt rindende vandkunst med lidt lyd og et klart element af vand i den visuelle oplevelse.

Under normale betingelser recirkuleres vandet i en vandkunst, men da der konstant tabes vand ved afdampning, vil man indrette anlægget så det reservoir, der pumpes vand op fra, automatisk holdes fyldt. Jeg skulle konstruere et anlæg, der kunne fungere uden en sådan automatisk påfyldning. Det indebar, at anlægget selv skulle give et varsel, når det manglede vand. At der skulle være en enkel mulighed for manuel påfyldning. At anlægget automatisk skulle stoppe, hvis vandstanden blev lav - således at pumpen ikke kunne blive skadet ved at køre tørlagt. Dertil kom, at anlægget skulle være let at rense, justere og servicere og at vandreservoiret skulle være så stort at vandpåfyldning ikke blev en daglig plage for Naturgas Fyns folk.

Kort sagt: der var overhængende fare for at jeg ville ende med en vandkunst, hvor indtrykket var domineret af knapper, håndtag, slanger, vingeskruer, haner og en stor vandtank. Det var afgørende for mig at undgå dette.

Ud over at finde en spændende kunstnerisk udformning havde jeg altså dén afgørende opgave at konstruere en lille og æstetisk renfærdig teknik-enhed. Den skulle være servicevenlig og den skulle indeholde vand, teknik og al nødvendig overvågning. Den eneste ydre installation, enheden kunne tilsluttes, var en stikkontakt.
Søren West


Forrige billlede
Næste billede

Den enhed, jeg endte med at fremstille, blev en kompliceret sag. Den blev bygget over en bærende, rustfri stålramme indkapslet i bronze. Den ses her med bronzeskjoldet påmonteret. Ved afmontering af skjoldets ene del får man adgang til et to-kamret kar, der kan trækkes ud som en skuffe og herefter tømmes og serviceres. Karret indeholder maksimalt 60 liter vand samt pumpe og filtre. Dertil kommer elektroniske følere for høj og lav vandstand. Bronzeskjoldet gemmer desuden på seks individuelt regulerbare udløb for vand til skulpturen. Derudover er der aftapningssystem og tilbageløbsventiler. Indikationslamper, der igennem skjoldet varskoer ved lav vandstand og giver signal, når systemet igen er fuldt. Der er en trådløs, fjernstyret regulering af pumpeydelsen, og endelig er der nivelleringsskruer for en helt nøjagtig justering af vandspejlet. For at undgå tilkalkning og algevækster valgte jeg at lade vandkunsten bruge demineraliseret vand. De elektroniske sensorer, der skulle måle vandstand og styre pumpen, fik dermed vand af meget ringe ledningsevne at måle på. Løsningen på dette problem blev et par specielle relæer, der kunne registrere og styre vandet trods en ledningsevne på kun lidt over 5 mikrosiemens.


 
 
Om ophavsret til webstedets materiale