Søren West
Profil

Præsentation ved Hans Flemming Kragh
"Destruktion og bevægelse"

Fotografi af Hans Flemming KraghVitsen om billedhuggeren er jo den, at han tager en sten og hugger det bort, som ikke skal være der.

Romantikeren ser skulpturen i stenen, kunstneren hugger den i mere end en forstand fra stenen.

Det ser ud, som om det er lidt anderledes med Søren West. Hans arbejde lyser af, at han ganske vist ser muligheden i stenen, men - og det er måske magien - får noget frem, som ikke er der. Hvis man skulle være højtravende, kunne man sige, at han i sine bedste arbejder giver stenen sind.

De ældre, polerede ting er glatte, rare at føle på, røre ved, udviser balance, ro, varme, hvilket er ganske godt klaret af en granitblok. De står der i deres lette, bastante, godt funderede jordnærhed. Sådan skal det nu være. Man går derfra, glad i sind, man oplever en bekræftelse. Måske.

De senere arbejder er mere problematiske. Ru, grove. Hvorfor har han ikke villet slibe, forme? Skal stenen ikke i menneskehænder, før den bliver kunst? Den ser ud som om den er groet, skudt ubehandlet op af jorden. Hvad er meningen?

Og allerværst bliver det med dem, som kombinerer det glatte og det ru. Eventuelt marmor kombineret med granit. Kombineret er nok et dårligt ord, for er der en kombination, en samling? Man kan komme i tvivl, så stærkt virker nogle af kontrasterne. Et hårdt hug ned i den polerede overflade, ikke konstruktion, men destruktion, disharmoni. Alligevel står skulpturen hvilende, den er i balance. Både bevægelse og ro. Denne bevægelse, for det må det jo blive, sitrer.

Hvad sker der med kunstbeskueren, efter han har set skulpturen?

Traditionelt vil man svare, at den hviler i ham som et indre billede. Man kan huske den, hvis den ellers har gjort indtryk. Jeg har det sådan med Søren Wests skulpturer, at de selvfølgelig bliver på nethinden eller måske endda længere inde, men de bevæger sig. Ikke alene fordi man ikke kan blive færdig med dem, men fordi hugget ikke blev gjort færdigt, man kan ikke selv fuldende, hugget bliver.

De gamle grækere mente, at kunst var en bevægelse fra kaos til kosmos, fra uorden til orden, fra spænding til harmoni. Uden at fornærme Søren West, kan man sige, at hans værker gør den modsatte bevægelse. De sitrer i deres bastanthed, de bliver aldrig færdige, man bliver aldrig færdig med dem.

Hans Flemming Kragh
Hans Flemming Kraghs underskrift
 

 
 
Om ophavsret til webstedets materiale