Om spraglede hverdage
En skulpturs begyndelse er uforudsigelig.
Jeg kan vågne en morgen og være et problem rigere.
Til andre tider er bare dét, at komme i gang, en udfordring.
Skulpturen kan være et bestillingsarbejde over et særligt emne. Den kan være bestilt til et bestemt sted og til en bestemt tid. Sådan en opgave starter ofte med køreture, notater, skitser, plantegninger og fotos. Den slags materiale skal helst straks spredes over hele mit værksted for at give inspiration og overblik. Jeg må her indskyde, at et rigtigt overblik ikke har meget med ringbind og faneblade at gøre. Når der for alvor går overblik i den hjemme hos mig, er alt på bordet på én gang. Løsblade kæmper om plads og opmærksomhed, og det er temmelig spændende at se, hvad der til sidst ligger øverst.
Sådan en undfangelse kan være ganske hård, men den er besværet værd. Før eller siden går der skred i tingene. Overbliksfasen opløses til min lettelse og går i sig selv. Tilbage står en nyslået genistreg. Nu mangler jeg bare at omsætte den i gode nordiske råstoffer, så den kan blive fuldstændig genial.
I denne fase gælder det om at købe alt muligt for at komme i stemning til det hårde arbejde. Det er mægtig hyggeligt at ringe rundt og diskutere idéer med folk, der lytter, fordi de tror, jeg vil handle. Tit tror de rigtigt, og tit kan jeg få tingene leveret i Egeskov, hvis der ellers er kaffe på kanden.
Med stenene er det lidt anderledes. Kaffe gør det ikke. Hvis jeg er heldig, er der ikke én passende sten i de 50 tons granit, jeg allerede har liggende. Så skal jeg til Norge - eller på lang weekend og besøge stenbrud på Bornholm. Jeg kører tur med en gul spraydåse og skriver mit navn på alle de sten, jeg godt kunne tænke mig at få til Fyn.
Nogle uger senere kommer der en sættevogn med det hele. Det er altid 30 tons; leverandøren siger, det er uøkonomisk at købe mindre. Så skal der køres med kran og stables og organiseres, og dér kommer kaffen i kurs igen.
Når alt er klar, borer, kiler, skærer og hugger jeg en masse. Jeg synger gerne imens - højt. Det er en fryd, bare at gå løs på stenene. Alligevel kan den snusfornuftige have glæde af, først at lægge en form for plan. Så behøver man ikke smide så mange brokker væk, men man kommer heller ikke så ofte på tur til stenbruddene.
Efter de første dages arbejde er jeg godt træt, og resultatet ser ikke ud af meget. Her bliver det hele lidt mystisk. Man kan godt blive alvorligt usikker på, om billedhuggere har god arbejdsdisciplin, eller om de helt enkelt er rablende gale. Personligt tror jeg, der er meget om begge dele. I hvert fald fortsætter jeg arbejdet, og en lang række dage senere begynder skulpturen at se helt sjov ud. Arbejdet og dagene begynder at gå i ring - imens tiden nærmer sig for afsløring, pindemadder og sur hvidvin.
Skulpturerne er projekter. De er som uregerlige unger, der sender tvangstanker og forhøjet puls ind i min dybeste nattesøvn. For mig har "projekterne" altid været kilder til stor inspiration og begejstring. Projekterne er aldrig langt væk. De står på spring og rækker ud efter mig, når jeg har et ledigt minut. Når jeg som barn blev opslugt af sådan et projekt, evnede jeg ikke at foregive interesse for andet. Siden lærte jeg at dele min opmærksomhed (i skolen hed det, at min koncentration blev bedre).
Igennem de seneste 20 år har jeg haft den glæde og tilfredsstillelse at kunne løse en række skulpturelle udsmykningsopgaver rundt om i landet. I mange tilfælde har jeg undervejs fået lov til at blande mig i haveplaner og andre løsninger i skulpturernes opgivelser.
Specielt ved udførelsen af vandkunstanlæg er et tæt samarbejde med arkitekt, bygherre og tekniske rådgivere afgørende for et godt resultat. Her er det en glæde at opleve, hvordan alle parterne for det allermeste opfatter kunsten som noget spændende og lidt uvant. Noget, der ofres stor opmærksomhed. Ofte er denne type samarbejde med til at flytte på mine forestillinger om de tekniske grænser for mit arbejde - og dermed indirekte også til at bringe mine kunstneriske idéer videre.
- Søren West, år 2000