Sten på sten
Mørket, stilheden og fladen danner baggrund.
Lyset, formerne og lyden er sprog.
Afbrydelse, variation, rytme, musik.
Men også støj.
Støjen griber ind. Forstyrrer og forvansker sproget. Støjen er omgivelsernes aktive larm, men den er også musikken selv, når omgivelsernes akustik er forkert. Når musikken kastes tilbage i vrangbilleder, der opløser tonernes renhed og sprogets klarhed. Ingen musiker eller taler klarer det i længden. Man sætter æggebakker og mærkelige stålplader op i håb om at neutralisere omgivelsernes ekko. Malere breder rammer og passepartout'er ud for at lægge afstand til storblomstrede tapeter. Lysmagere skærmer skuespillere imod upassende kulisser, og sine steder har arkitekter brug for hele parkområder for at skåne deres kunstværker imod omverdenen.
Hvordan skærmer en skulptur sig, hvis den bliver fejlplaceret? Hvis klæde-skabet trænger den op i en krog, eller hvis lysmaster, tujaer og galvaniserede bænke læner sig op ad den, og dens udsagn bliver kvalt af modsigelser fra tunge bygningskroppe? Den klarer det sjældent, for den er oppe imod en del: dens tredimensionale fysik, der gør den nøgen og blotlagt fra alle kanter. Dens afhængighed af proportionerne i de omgivende bygninger og rum. Størrelses-forholdene, der næsten altid gør den til lillebror, hvis omgivelserne kolliderer med dens udtryk. Forhold, der gør det let at gennemskue de fleste forsøg på at sløre forkerte løsninger. Man ser af og til en skulptur isoleret fra omgivelserne - for eksempel ved hjælp af belysning. Den løsning er, i heldigste fald, en lappeløsning.
For når en skulptur fungerer godt, lever den i et nært forhold til omgivelserne - og drager nytte af det. Intet er i den sammenhæng ligegyldigt. Bygninger, beplantning, vejbelægninger, lysets skiften, farvesætning, færdselsveje osv. Alt har betydning og kan enten understrege eller udviske de signaler og den poesi, skulpturen rummer.
Når jeg laver en skulptur uden at kende de omgivelser, den skal ende i, får jeg ofte en påtrængende fornemmelse af dens ufærdighed og hjemløshed. Dén type arbejder er mine "ugifte døtre" som jeg må håbe det bedste for, når de zig-zagger sig frem imod deres bestemmelse. Den følelse forlader mig kun, hvis jeg får mulighed for at følge dem på vej og aflevere dem i gode hænder - på velvalgte steder, hvor de udfolder sig og vinder styrke.
De fast opstillede skulpturer, jeg hér præsenterer, er alle blevet voksne og godt gift. En række af dem har endda været trolovede ved undfangelsen - de er lavet specielt til de steder, hvor de nu står. Det er en stor glæde for mig at præsentere disse billeder. De fortæller mig om løsninger, der hver på sin måde har bragt spændende ting til live i både skulpturer og omgivelser.
- Søren West, 1996