Præsentation ved Hans Flemming Kragh "Destruktion og bevægelse"
Vitsen om billedhuggeren er jo den, at han tager en sten og hugger det bort, som ikke skal være der.
Romantikeren ser skulpturen i stenen, kunstneren hugger den i mere end en forstand fra stenen.
Det ser ud, som om det er lidt anderledes med Søren West. Hans arbejde lyser af, at han ganske vist ser muligheden i stenen, men - og det er måske magien - får noget frem, som ikke er der. Hvis man skulle være højtravende, kunne man sige, at han i sine bedste arbejder giver stenen sind.
De ældre, polerede ting er glatte, rare at føle på, røre ved, udviser balance, ro, varme, hvilket er ganske godt klaret af en granitblok. De står der i deres lette, bastante, godt funderede jordnærhed. Sådan skal det nu være. Man går derfra, glad i sind, man oplever en bekræftelse. Måske.
De senere arbejder er mere problematiske. Ru, grove. Hvorfor har han ikke villet slibe, forme? Skal stenen ikke i menneskehænder, før den bliver kunst? Den ser ud som om den er groet, skudt ubehandlet op af jorden. Hvad er meningen?
Og allerværst bliver det med dem, som kombinerer det glatte og det ru. Eventuelt marmor kombineret med granit. Kombineret er nok et dårligt ord, for er der en kombination, en samling? Man kan komme i tvivl, så stærkt virker nogle af kontrasterne. Et hårdt hug ned i den polerede overflade, ikke konstruktion, men destruktion, disharmoni. Alligevel står skulpturen hvilende, den er i balance. Både bevægelse og ro. Denne bevægelse, for det må det jo blive, sitrer.
Hvad sker der med kunstbeskueren, efter han har set skulpturen?